Kategorier
Anatomi Viden

Bækkenproblematikker

Bækkenproblematikker er desværre langt fra sjældent, men ikke desto mindre noget der kan påvirke hesten enormt! Læs her hvordan du selv kan tjekke for forstyrrelser i bækkenet.

Nogle ubalancer i bækkenet, kan du ofte selv mærke eller ligefrem se, hvis du kigger godt efter! 

Husk at tage højde for uens muskulatur – det kan let snyde det utrænede øje, men er samtidig også et tydeligt tegn på, at noget ikke er som det skal være.

Stil dig bag hesten – hesten skal stå med benene lige overfor hinanden i en 4-kant (kan hesten ikke dette, er dette allerede et tegn på bækkenproblemer) kig nu på hestens hoftehjørner (t. coxae på billedet) – sidder de lige ud for hinanden? Mærk godt efter, og prøv evt. at lukke øjnene, for nemmere at mærke de helt små forskydninger.

Mærk og føl nu, om de også sidder lige langt fremme. Dette kræver faktisk også stor kropsbevidsthed hos dig selv, så tag dig god tid, luk øjenene, og mærk efter, om dine hænder er samme sted, eller forskudt af hinanden.

En anden problematik i bækkenet kan være nedsat mobilitet – altså at bækkenet har for lidt bevægelighed, også selvom det skulle sidde helt lige og i balance. 

Prøv at trykke nedad på hoftehjørnet – hvor meget giver det sig? Er det lige smidigt i begge sider? Hvordan føles det – flytter det sig nemt under dine hænder, eller føles det stramt? Føles det ens til begge sider? Hvad når du trykker opad?

Gør det samme på horisontalt plan, i begge retninger og i begge sider.

🐴

Et andet godt redskab, er cirkeløvelsen. Få hesten i en lille cirkel omkring dig. For at udføre denne øvelse, er hesten nødt til at svinge i bækkenet. Hvordan er hestens smidighed – flytter den benet frem og sidevers under sig selv? Er det ens til begge sider?

Hesten på videoen her, har svært ved denne øvelse. Den træder ikke nok ind under, den bliver lidt kantet i bevægelserne og bevægelsesgraden er ikke konsekvent.

Kig og mærk også på Illiocostalis musklen, der går horisontalt fra bækken til ribben. Ved ubalancer i bækkenet, vil denne muskel tit være spændt eller øm. Nogle gange føles det endda, som om der en skarp “kant” i bunden af den.

Husk, at der sagtens kan være problemer i bækkenet, selvom du ikke umiddelbart selv kan mærke dem. Disse øvelser er ment som et fingerpeg, og kan ikke erstatte faglært arbejde. Sidder bækkenet i ubalance, er du nødt til at få en fagperson ud. Ligeså hvis der er nedsat bevægelighed, eller uens bevægelse i hhv. højre og venstre side. 

De mindre ubalancer, kan du godt selv gøre noget ved, men disse er til gengæld svære at opdage, som almindelig hesteejer.

Click to rate this post!
[Total: 0 Average: 0]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *